I begyndelsen var der kun en stor gabende tomhed. Det var overalt og det var ingen steder på samme tid. I denne tomhed opstod to magtfulde entiteter, der senere ville blive genkendt som de Ældre Guder eller Primale guder: Den ene, Skaberen O’run og den anden O’menon, der kombineret i sig selv var 2 uens halve. Én af disse 2 halve var O‘mevotal den vise, en rolig og venlig gud der var velsignet med guddommelig intelligens. Den anden halvdel, var O’znon, Ødelæggeren, den grusomme halvdel. Disse var de 2 halvdele af Én gådefuld entitet, og selvom de begge kunne handle på egen hånd som havde de været selvstændig, så var de det ikke. De var bundet sammen af et evigt bånd der ikke kunne brydes og deres skæbne var én.

Ingen ved hvor de ældre guder kom fra eller om de altid har eksisteret og eventuelt vågnede af deres evige søvn. Men et stykke hen ad vejen besluttede de sig for at skabe et univers. Det var O’run der startede det kreative projekt, for han var drevet af følelsen for skabelse og at give liv. Han var en overflod af kreativ energi og ivrig for at løslade det. Derfor trådte O’run ind i eksistens og frigav sine kræfter. Men til hans skuffelse blev alle hans kreationer opslugt af den gabende altældende tomhed, Intet og ingen
overlevede.

O’menon observerede O’runs underværker med tankefulde blikke. O’mevotal var indsigtsfuld og væbnet med almægtig magisk kraft. Men vigtigst af alt, så var O’menon drevet af en umættelig sult for viden. Inderst inde, minder O’menon meget om O’run. Men hvor O’run arbejdede åbent og logisk, så var O’mevotals domæne ét af mysterie. Uanset, så delte han O’runs interesse for kreation, hvor at hans mørke halvdel O’znon, var essentielt KUN interesseret i korruption. O’znon var en forfængelig gud, der udemærket vidste at hans evner for kreation var næsten ikke eksisterende. På grund af dette kiggede han altid på O’run med jalousi, og lige siden begyndelsen har han lagt planer om at korruptere O’runs kreationer. O’run der ikke forventede noget gemént, spurgte O’znon om assistance. O’run havde nemlig accepteret det faktum at han ikke ville kunne opnå kreation alene. Men selvfølgelig afviste O’znon ham. O’mevotal derimod, ville gerne være hjælpsom. Og derfra begyndte O’run og O’mevotal deres store projekt der var… Kreation.

Uheldigt var det dog, for selvom de kombinerede deres evner, så var de ikke i stand til at gøre en større forskel. Ligesom da O’run forsøgte sig med skabelse første gang, så blev alt O’mevotal og O’run lavede, opslugt af den altædende tomhed i det øjeblik det kom ind i eksistens. Deres kreation løb igennem deres hænder, som vand igennem en si. O’znon så på fra sidelinjen. Han anskuede deres indsats med foragt.

Da de – O’run og O’mevotal – fejlede, jublede O’znon. Han gjorde nar af deres forsøg. Men hans jublen lå snart stille hen. Hans glæde blev til overraskelse og vrede da han fandt ud af at noget besynderligt skete.Noget som måske O’run og O’mevotal ikke selv havde forudset. Til den dag i dag, er der ingen der ved hvad der præcist havde forårsaget dette, måske var det den energi de havde brugt på skabelse der havde lokket en anden entitet, en anden primal gud, ud af tomheden. Nogle mente at det var på mystisk vis den styrke og kraft O’run og O’mevotal havde brugt, der havde skabt en ny entitet. Uanset sandheden, så trådte en Gudinde ud af tomheden. Med hud som en perle og gudommelig ynde var de primale guder lammet af beundring. For alt hvad hun var, var perfekt harmoni. De blev enige om at kalde hende O’sianna. O’znon var dog bare stille. Han brændte med et lavmeldt had. Men snu som han var, gemte han sin vrede og lod som om han delte glæden med med de andre guder. 

Med hans guddommelige visdom, indså O’mevotal at O’sianna kunne være en mægtig allieret i kreationensprojektet. Han spurgte derfor om de skulle slutte sig sammen med O’run, for at arbejde på denne gigantiske opgave der lå forude. O’sianna der var fortryllet af idéen om kreation, var hurtigt overtalt. Og så skete det: Hvor der tidligere var 2 til skabelse, var der nu 3. Og sammen med fornyet energi begyndte de deres arbejde. Denne gang, til gengæld, valgte de at gøre det anderledes. Oømevotal, hvis essens, var skæbnelagt til løse gåder og finde hemmeligheder for at få indsigt, fik en pludselig åbenbaring. Noget manglede. Et statisk punkt, der kunne virke som fundament, hvorpå kreation kunne laves. Uden fundament, ville der ikke være et sted at fokusere den rå kreative energi, og alle gudernes gøren ville være formålsløst. Derfor skabte O’mevotal Tiden. Han vidste, at hvis tomheden blev sat i bevægelse og blev påvirket af den evige strøm af tid, så ville det være meget mere medgørligt, at bruge deres kreative energi på ét sted – på ét ens tidspunkt.  

Men først, måtte tid blive skabt. Derfor måtte alle guderne kombinere deres kræfter. Selv O’znon, O’mevotals ondsindede halvdel, der åbenlyst foragtede kreation. Men han var facineret over idéen om tid, og derfor tillod sig, at hjælpe de andre guder i deres gøremål. Hans tilbud blev glædeligt accepteret, for de andre guder havde ikke vidst hvad O’znon så indlysende havde set fra starten: Nemlig at tid var et frø for at spire destruktion. Han forstod at en verden der var offer for tidens strømme var dømt til at forgå… langsomt. Og dette var grunden, til han så glædeligt havde tilbudt sin hjælp om tidens skabelse. De lagde alle deres essens i projektet, og tomheden var nu ikke længere blot tomhed. Men bølger af en aldrig stoppende energi; nemlig tid. En stor spiral tog form i deres tomhed, krystalformation af tid skulle være fundamentet for al kreation. Guderne jublede. O’znon jublede dog en smule mere end han ville vise, for han vidste at al kreation nu ville være uperfekt, på en måde der ikke kunne rettes op på igen.

O’znon havde altid været imod idéen om kreation, han havde i smug svoret at bekrige de andre guders planer med alt hvad han var. Dette var grunden til at han assisterede med kreationen af tid, og dette var også grunden til at han nu havde besluttet at slå O’sianna ihjel. Han havde haft et nag imod gudinden siden hun kom til, og han var irriteret over at skulle dele sin guddommelige lighed med endnu en entitet. Men hans irritation blev et dødeligt had, da han følte sig erstattet. Han kunne nemlig umuliggøre deres mulighed for kreation ved at benægte O’run og O’mevotal hans hjælp. Men nu hvor O’sianna var kommet til, var det dem nu muligt at skabe. O’znon havde besluttet sig. Han ville gøre det utænkelige. I al hemmelighed skabte han en daggert af almægtig styrke. Han skabte den med al hans had og hans destruktive essens. Et våben der ville kunne slå en gud ihjel.

Nu ventede han. Han ventede på det perfekte øjeblik. Og det øjeblik ville i sandhed komme. En skæbnefyldt stund, da guderne havde udmattet deres kræfter for at færdiggøre deres fundament af tid, slog Oznon til. Han tog chancen og tog O’sianna til siden. Uskyldig og fuldstændigt uvidende om hendes kollegas ondsindede intention var O’sianna et nemt offer. O’znon stak hende i hjertet med al hans styrke. Dødeligt såret, blev gudinden stille. Ud fra hendes krop blødte elementer af Vand, Jord, Luft og Ild, og endnu en spændende essens; magisk essens. 

Da O’mevotal og O’run opdagede O’znons forræderi var de forfærdede. De prøvede at redde den døende O’sianna, prøvede at redde hende fra at blive ét med tomheden som deres tidligste kreationer. Da alt fejlede for at redde hende, kom de på en desperat idé. De besluttede, at komponere en magisk formular, som kunne binde O’siannas desintegrerende krop til fundamentet af tid. O’znon grinede hånligt i triumf. Men denne gang begik han en stor fejltagelse. For han lyttede ikke efter hvilke ord O’run og O’mevotal brugte, så han missede sin eneste chance for at lære hemmeligheden af kreation. En hemmelighed der ville være skjult fra ham. For evigt.

Til gengæld vævede O’run og O’mevotal de flygtige elementer fast til tiden, som tråde i et stort væv. Det var uden for deres kundskaber at bringe elementerne sammen i deres tidligere harmoni, men i stedet opnåede de noget helt nyt. Deres første Kreation.